Veteraner og deres pårørende i fokus – med intro og samtale  (banner)

Filminstruktør Christian Bonke og Anne-Line Ussing fra pårørendenetværket Faktor8 besøger Allerød Bio

Mandag den 24. november kl. 19:30 inviterer vi til en tankevækkende filmoplevelse med efterfølgende samtale, hvor der sættes fokus på livet som veteran og de udfordringer, det medfører for både den enkelte og de pårørende.

Filminstruktør og manuskriptforfatter Christian Bonke introducerer sin første fiktionsfilm, Herkules Falder – en intens og rørende fortælling om krigsveteranen Youssef, spillet af Dar Salim. Efter flere udsendelser kæmper Youssef med at finde fodfæste i det civile liv og rollen som far. En voldsom hændelse i hjemmet sender ham til den afsides ø Strynø, hvor han i mødet med naturen og andre veteraner forsøger at genfinde sig selv.

Efter visningen inviterer Anne-Line Ussing, stifter af pårørendenetværket Faktor8, sammen med veteran Henrik Tobisen til en dialog om de udfordringer, familier til skadede veteraner står overfor. Publikum får mulighed for at stille spørgsmål og dele refleksioner.

Særarrangementet er støttet af Kastelløbet, hvis bestyrelse har rødder i Allerød. Kastelløbet har i år doneret kr. 20.000 til SoldaterRekreation i Høvelte og bidrager nu med 25 fribilletter til veteraner og deres familier.

Arrangementet forventes at slutte senest kl. 22.15.